‘BS & MANDDOMSPRØVEN’

På Facebook havde en god veninde i dag lavet et opslag om en kommende serieudsendelse som begynder mandag den 11. april 2016 kl. 2000 på TV2 med titlen “BS & MANDDOMSPRØVEN”. Min veninde følte sig trist over at se det klip, som fulgte med det opslag, som hun netop havde delt. Hun reflekterede bl.a. over: “hvordan forældrene har svigtet de mænd i udsendelsen, og hvad gør vi ved de drengebørn der vokser op lige nu……”? Og “hvorfor har vi kvinder så meget brug for at bestemme, at vi ikke lader manden komme frem med sin mening og holdning, når nu vi/du kan mærke at han her burde sige fra”?

Jeg blev inspireret af det hun skrev og så klippet, som er en forsmag på det som udsendelserne vil vise de næste mange mandage, når otte hankønsvæsner skal “udklækkes” til at blive rigtige mænd.

Manden som er gemt i sit eget panser.

Manden som er gemt i sit eget panser.

Og det var da rigtigt trælst at kunne genkende mig selv fra tidligere i præsentationen af nogle af de deltagende mænd, men glædeligt at jeg i dag kan se, at der er sket en forandring med mig. Også selvom jeg ikke har været på en øde ø på kursus med BS.

Men hvad er det så der gør, at vi som mænd glemmer at være mænd, ikke får os “mandet op” til at stå i vores eget center og leve i pagt og frihed med det som er inde i os? Mit umiddelbare svar er FRYGT / ANGST, selvom det måske ikke umiddelbart er det som træder tydeligst frem. Mange (bange) mænd har jo selvtilliden i orden og holder den godt skjult (måske ubevidst) ved at præstere, yde, performe, være perfekt m.v., for at få anerkendelse og “være i orden / god nok”. Mænd vil gerne være mænd, hvad det så end betyder? For jeg kan ikke være en mand, uden at der også er begrebet kvinder, for hvis der ikke var kvinder på denne jord, så gav det ikke mening at skulle være mand.

Så hvad er det vi skal leve op til som mand? Det har vel tit noget at gøre med de forventninger, som kommer fra forældre gennem opvæksten og det samfund som vi befinder os i. Samfundet er i min beskrivelse den kultur som indbefatter alt der har med religion, politik, moral, norm, skyld, skam m.v. at gøre. Alt dette er oplært i os, såvel mænd som kvinder. Vi er et produkt at vores forældre, deres forældre mv. og samfundet på godt og ondt. Vi har lært at skulle være “nogen” og først når jeg er noget – helt specielt – så får jeg anerkendelse. Hvis jeg lever op til bestemte idealer, så er jeg god m.v. Nej, nej, nej og atter nej. Jeg skal ikke være noget specielt for at blive anerkendt. Jeg er født og basta, derfor skal jeg ikke bevise noget som helst, men blot leve i overensstemmelse med det som er i mig – og jeg må godt sige NEJ.

Manden, der har gemt sig bag panser og ambition.

Manden, der har gemt sig bag panser og ambition.

Desværre fik vi mænd ved fødslen bare lige puttet et ekstra lille gen i os. Dette gen vil jeg kalde for drift, eller – LYSTEN – til livet på alle planer, også seksuelt. Men den – LYSTEN / driften – er hamrendes besværlig, amoralsk, upassende, forstyrrende og altid til ulejlighed i et samfund, som vil kontrollere. Vi skal nemlig passe ind i kasser, være pæne og ordentlige, for det er “ikke pænt at følge LYSTEN”. Hvis jeg som barn siger “NEJ – det har jeg ikke lyst til”, så afstedkommer det måske en straf, for det er upassende ikke at ville med på f.eks. besøg hos andre familiemedlemmer – for så er jeg ikke ordentlig / pæn / rigtig mv. Jeg får fra barnsben indkodet, at min LYST er forkert!!!!! Øv, øv og atter øv.

Nå jeg som mand gennem opdragelse af såvel forældre som samfund, tilpas mange gange har fået nok “rap over fingrene” ja, så forsvinder LYSTEN  til livet stille og roligt helt automatisk. Lysten til at lege, “være mig”, spontaniteten, det at mærke den indre kraft og til at stå frem i livet er stille og roligt blevet passifiseret. Jeg er blevet til “en fornuftig og ordentlig mand” – som jeg ikke engang selv gider leve med og som mine relationer ikke kan spejle sig i. Jeg kan så vælge at forblive og leve i denne tilstand i resten af mit liv, hvor jeg så ikke lever “mit eget liv”. Føj altså!!!!

Eller som BS siger i artiklen på FB; ”Det er aldrig for sent at få et godt liv”. Uden at jeg ved hvad et godt liv er, for det er vel forskelligt fra mand til mand. Jeg ved blot, at det er muligt at forandre det som kan virke uvant, hvis bare jeg er villig til at ville forandringen. Jeg har selv undersøgt meget forskelligt i mit liv for at forandre mønstre i mig. Men jeg har aldrig før forandret så meget som efter at jeg igen fik kontakten til LIVSLYSTEN gennem deltagelse på Mahamudrainstituttet, hvor det specifikt er seksualiteten som der arbejdes med der. Når jeg kan mærke elskovslyst i mig, så følger jeg den i dag – længere er den ikke.

Ikke dermed sagt, at “det er det eneste rigtige og det skal alle gøre”. Nej bestemt ikke, for vi er alle så forskellige. Men det er gået op for mig, at jo mere jeg tør slippe den fortælling / frygt / angst jeg har om mig selv, jo lettere er det at være tro over for mig selv. Paradoksalt oplever jeg, at jo mere jeg som mand tør at gå ind i det sårbare, det såkaldte “feminine”, jo mere får jeg kontakt til det som kaldes for det “maskuline”, hvad det maskuline så end er, for hvem afgør dette? Jeg vil og skal ikke længere præstere og performe for at være noget specielt. Jeg bevæger mig blot med det som er i og sker i mig – for det må jeg godt, også selvom det måske er upassende. Og det vil jeg kalde for LYST.

Gad vide om det samme også på mange områder gør sig gældende for kvinder?????