Jeg er monogam………. Ha……. APRILSNAR !!!!!!

Holder vi som mennesker os selv for nar ved at forblive i forestillingen om at være monogame?

Måske taler svaret for sig selv? Set ud fra bl.a. skilsmisseraten, antallet af utroskaber, den psykisk eller fysisk vold som ofte opstår i parforhold, fraværet af seksuel lyst efter en årrække. Eller de utallige muligheder for at gå til prostituerede og andre forskellige former for massage under dække af at det er “legitimt”. F.eks. “thai-massage” eller “tantramassage”, hvor der foregår en seksuel interaktion parterne imellem. Nå ja, så er der også swingerklubberne, men her har mange dog bevidst taget stilling.

For mig vil svaret være et JA – vi holder os selv for nar ved at forblive i forestillingen om at være monogame. Det sjove er, hvordan det kan være, at vi er i stand til narre os selv hele tiden? Hvorfor?

Er det da besværligt at være monogam? Ikke hvis vi følger det sociale fællesskabs moral, norm, etik, politik, religion, magthavernes regelsæt m.v. og undertrykker den naturlige og medfødte drift ind i livslysten. Nej, så er det ikke “besværligt” at være monogam. Men ved “GUD” – der er vel ikke noget, der i den grad kan fjerne os mere fra den medfødte drift ind i livslyst som netop det kun at MÅTTE OG SKULLE have lyst til den “eneste ene og samme person gennem hele livet”?

Jeg ved ikke hvordan det fungere for kvinder, men som mand kan det virke enormt besværligt at være født og kommet til verdenen – alene med kun et for øje – at parre sig med en kvinde. At sikre artens beståen gennem den evindelige evolution, så vi som menneskerace ikke uddør. Nå ja, og så helst parre sig med så mange forskellige kvinder som muligt, således at generne reproduceres, så kun de stærke overlever. Manden er et “handyr” og i konstant “løbetid”. Det er besværligt – tit temmelig besværligt og ofte upassende. Hvad gør vi som mænd med den drift / livslysten? Vi vil gerne parrer os – konstant. Men det  lyder bedre at sige: “Vil du elske”?

Hvordan driften ind i livslysten fungerer for kvinder kan jeg ikke sige. Men for mig “ser det ud til”, at lysten til at lade sig parre som kvinde også er til stede – men det er også upassende. For så stilles kvinden ofte til dom og spot, ofte endog af eget kvindekøn. Det er i orden, at en mand er liderlig, men næsten ubærligt for omgivelserne at rumme en lystfyldt og liderlig kvinde. Samfundets norm og moral i dag er opstået gennem mænds magtbegærlighed igennem århundrede – mænd, som gennem undertrykkelse har kunnet overbevise befolkninger om det rigtige i at undertrykke den medfødte drift ind i livslysten p.g.a. troen ind i en historefortælling.

Gennem en spøgeskemaundersøgelse her på min hjemmeside under tantramassage, har 39 kvinder gennem det sidste 1½ år bl.a. kunnet svare på, hvad der fraholdt dem fra at modtage en tantramasse. De gængse svar var: “skyld, skam, dårlig samvittighed, blufærdighed, lavt selvværd, min krop lever ikke op til idealerne, jeg skal have mandens accept først, manglende mod, for dyrt, angst for overgreb/misbrug/voldtægt” mv. Næsten samtlige respondenter lever i ægteskab eller parforhold gennem mange år. Jeg tror, at kvinderne har lige så meget lyst til sex som mænd, men mange kvinder er “ubevidste” om dette og undertrykker deres impulsive drift ind i livslysten på det seksuelle område. Sandsynligvis p.g.a. århundredes undertrykkelse?

Vores lyst forandrer sig konstant gennem hele livet. Skal partnerens manglende lyst eller moral påtvinges den anden til ikke at måtte gå i kontakt med andre? Hvis den ene part en aften ikke er særlig sulten og ikke har “lyst til at spise aftensmad”, må den anden så heller ikke få noget at spise???

Der findes vel ikke noget der terapeutisk er så virkningsfuld som elskov og som gør mennesket glad. Men angsten for konsekvenserne, måske at miste, kan fraholde mange fra at være i kontakt med den naturlig og impulsive livslyst ind i elskov. Men kan vi miste? For kan vi eje et andet menneske? Eller det det blot forestillingen om sikkerhed, der binder os i et fængsel? Og der er vel ikke noget som i den grad kan tage lysten fra en, som det at leve i et fængsel?

Som menneskerace tror jeg på, at vi kun lever en gang. Jeg vil ikke tilbringe mine sidste dage på et hospice og tænke, “hvorfor turde jeg ikke elske noget mere”. Konditioneringen gennem samfundets opdragelse og påvirkning er stærk, men jeg tror at det er muligt at give slip og leve som det menneske jeg er født som. At leve i bevidst kontakt med driften ind i livslysten.

Må forårets livsforplantningskraft være en kilde til inspiration om at give slip.