Min nye hjemmeside.

Lysten til at lave denne hjemmeside har været der længe. Det har givet mig mange sjove indsigter om mig selv og jeg bliver til stadighed bevidst om, at jeg helst ikke vil gå på kompromis. Det har kostet nogle penge, for hver gang jeg fandt et godt navn, måtte jeg ind på ONE.COM og købe navnet.

Da jeg havde været på kursuset “Sol, sommer og ny seksuel inspiration” i 2008 på Ærø, valgte jeg at få min egen selvstændige email adresse, som blev nytlivnu@gmail.com. Jeg valgte disse ord, NYT LIV NU, fordi jeg på kursuset indså, hvor vigtigt det for mig var, at være fri i min seksualitet og hvad dette giver af muligheder. Eller underforstået, jeg opdagede, hvor fastlåst jeg var i min. Denne erkendelse har de sidste 5 år bragt mig ud på en lang rejse gennem min seksualitet for at blive så fri som muligt. Og der er stadigvæk nye rejsemål  forude.

I foråret 2013 viste det sig heldigvis, at NYTLIVNU.COM var ledigt og jeg undres til stadighed over, hvorfor jeg ikke for lang tid siden havde tænkt på at købe dette domæne. Nogen gange ser jeg simpelthen ikke svaret, som ligger lige foran mig.

Det har været sjovt at forme hjemmesiden, men samtidigt konfronterende. For hvad vil jeg egentlig og hvad er min intention? Måske handler det i bund og grund om at turde og igen slippe angsten for ikke at gøre det godt nok. Samtidig handler det måske også om, at jeg ikke kan se mig fri fra, at mit ego gerne vil ses og vise, at jeg også har en hjemmeside.

På den anden side, vil jeg også meget gerne gøre det muligt for andre at opsøge mig, hvis de har lyst til at undersøge noget i deres liv sammen med mig. Jeg giver ingen behandlinger, men vil alene gennem samtale undres med den enkelte og se de muligheder som byder sig.

Stor tak til Caroline og Mikkel for jeres fantastiske hjælp med min nye hjemmeside.

Jeg vil, når der er lyst og tid til det, BLOGGE med det som rører sig i mig. Tak fordi du læste hertil.