Dødens tabuer og dens mange facetter. 

Vi skal nok nå det – alle sammen – det er evolutionært bestemt.

I mit daglige virke i funktionen som “dødemand” på mit arbejde, har jeg nu igennem snart 10 år haft mange svære, gode, spændende og berigende snakke med pårørende til den afdøde, når den døde blev frigivet fra politiets side. 

Men hvad er det ved døden, som for mange kan opleves svært at tale om?

Langt hen af vejen synes det for mig, at det svære opstår, fordi vi ikke har lært at tage os af dette felt – det er tabu – ingen har lyst til at forholde sig til emnet, fordi det er noget som er “langt væk – derude” et sted. Det er ikke vedkommende – lige nu, i hvert fald. Selvom vi alle godt ved, at “det kun er et spørgsmål om tid” før det bliver min tur, så vil vi bare ikke forholde os til vores følgesvend DØDEN, som vi automatisk fik i medgift til vores fødselsdag. Vi er her kun på lånt tid. 

Måske er det fordi vi endnu ikke ved hvad der er “efter døden”? Måske fordi vi ikke vil give slip i en følelse af at “jeg er noget / en eller anden”? Jeg vil ikke se DØDEN i øjnene – for det kan give følelser som kan være for ubehagelige at skulle forholde sig til. Jeg slipper for at mærke ubehag, tristhed, sorg, længsel………??

Da min far åndede ud på hospitalet efter en operation, som han ikke kom ud af narkosen fra, holdt jeg ham på brystkassen, som til sidste ikke længere hævede sig efter sidste udånding. Nu var det endegyldigt, “han var der ikke længere – det var slut”. Den ubærlige indefra kommende ukontrollerbare sorg med tårer strømmende ned af kinderne var overvældende og ikke noget  tænkt / villet. Det kom bare rent og måtte gerne være der. Sorgen er måske en måde at tage afsked på? Såvel med den døde, som med det der måske “døde” derinde i mig selv, når en person, som har stået en nær, ikke er der længere?

Jo stærkere/tættere relationen til afdøde har været, jo større sorg / tomhed, tror jeg der  opleves. Og modsat, for jeg rammes ikke følelsesmæssigt af alle de daglige  dødsfald omkring mig, som da mine forældre døde. 

Når jeg snakker med efterladte til en afdød, som har taget sig selv af dage, er der ofte nogle tunge følelser som skyld / skam / selvbebrejdelse, der melder sig hos den pårørende og det uundgåelige spørgsmål: HVORFOR. “Kunne jeg have gjort noget”. “Hvorfor så jeg det ikke komme”. Det giver mange gode og spændende snakke, når dette berøres sammen med den pårørende i det sårbare felt og den pårørende “tør lukke mig ind”.

Selvmord er ikke strafbart og jeg tror godt jeg forstår, at nogle af sig selv vælger at afslutte livet, når “livet gør for ondt” i personen. Her tænker jeg ikke på fysiologiske syge personer, men personer, som er følelsesmæssigt meget hårdt ramt. Jeg har læst mange afskedsbreve fra  personer som har taget sig selv af dag – og ordene skyld / skam / selvbebrejdelse går også igen her. Det fortsatte liv ville ikke være til at bære for den afdøde, synes det.

Jeg tænker i den forbindelse her overordnet, set fra et metaperspektiv, at “det som skete, skete, da det skete” og længere er den ikke. Uanset hvor meget den enkelte / selvmordskandidaten gerne vil bedømme det. Jeg kan lære at forholde mig til de knubs / stød, verden giver gennem livet og tage ansvar for det  skete og slippe fastlåste følelsesmæssige overbevisninger og moralske “indoktrinerede” levemønstre omkring skyld og skam. Jeg siger ikke at det let eller enkelt at komme ud af følelsen, men jeg er af den overbevisning, at der er forandringsmuligheder. Måske først ved evnen at tilgive og elske sig selv?

Kan selvmord derfor betragtes som et ego trip? Måske? Jeg skal ikke dømme nogen. 

Men hvad gør vi med den der “DØD”?

Selv forholder jeg mig i min hverdag til livet med indsigten i, at jeg måske ikke er her i morgen. Ikke at jeg så lever som en “jubelidiot” hver dag, men jeg nyder livets stunder som de dukker op – “såvel i medgang som i modgang” og at det alene er mig selv, der har ansvaret for at det liv jeg lever. Jeg lever kun denne ene gang. Skulle jeg ikke vågne i morgen, kan jeg jo ikke blive ked af det – “for så ved jeg ikke, at jeg ikke længere lever” og det er da allerede befriende. Samtidig har jeg gjort de ting som gav mig interesse i livet og jeg ved, at der ikke er noget som ville ærgre mig i morgen, for “jeg er lige der i livet hver dag”, hvor jeg gerne vil være. 

“Det er aldrig for sent” – fik jeg engang at vide på et kursus, for nu snart længe siden. Næste gang jeg besøgte mine forældre fortalte jeg dem, hvor glad jeg var for at de var mine forældre og det var hjertegribende at se min far begynde at græde.

Vent ikke med at sige noget til i morgen eller med at leve livet i morgen. Lev nu. Livet er FANTASTISK.